Teori og metode

Hvad vil det sige at praksis tager afsæt i anerkendelse og ressourcer?

Det vil først og fremmest sige, at praksis tager udgangspunkt i, at vi alle har behov for at føle os inkluderet, kompetente, som en del af et socialt fællesskab, og at alle rummer et udviklingspotentiale og iboende ressourcer.

Den grundlæggende betingelse for at føle sig som en værdifuld del af et fællesskab er, at blive set, hørt og respekteret for de kvaliteter man nu engang indeholder, eller med andre ord, at ens meninger, behov og følelser bliver set, hørt og anerkendt.

Ud fra en grundlæggende overbevisning om, at den enkelte indsats skal ses i sammenhæng med borgerens øvrige liv og de indsatser der i øvrigt finder sted, så er det i DSV derfor også en faglig værdi og kvalitet, at være i stand til få øje på og anerkende, hvad borgeren rummer af iboende ressourcer og kompetencer, med henblik på at skabe rammer der giver plads for videre udvikling af disse, frem for hvad borgeren ikke kan eller evner.

I en produktionsvirksomhed som DSV betyder det, at der arbejdes i delprocesser frem for færdige produkter. F.eks. ved produktion af en havebænk, er der forskellige sværhedsgrader. Ved inddeling i delopgaver, kan borgere med forskellige kompetencer indgå i en produktion af en havebænk. Alle indgår således i en meningsfyldt opgave med anerkendelse af den enkeltes kompetencer og ressourcer, uden at der er gået på kompromis med kvaliteten af det færdige produkt.

Målet er at skabe optimale rammer for et inkluderende og rummeligt arbejdsfællesskab, med muligheder for kontinuerlig udvikling af såvel fysiske som psykiske kompetencer og ressourcer hos den enkelte.