Er demens og Alzheimers sygdom det samme?
Spørgsmålet kan besvares på følgende måde. Demens er en samling af symptomer, som opstår på grund af en sygdom. Men hvilken type sygdom er skyld i symptomerne? Det kan være sygdommen Alzheimer eller sygdommen Lewy Body demens eller andre demenstyper.
Sygdommene har forskellige symptomer alt efter, hvor i hjernen, de opstår og det er forskelligt, i hvilken rækkefølge demenssymptomerne kommer. Derudover er der andre individuelle faktorer, der er afgørende for det sygdomsforløb, den enkelte oplever. Derfor kan man f.eks. ikke forvente, at alle personer med Alzheimer får det samme sygdomsforløb.
Fakta-ark omkring demens
På Nationalt Videnscenter for Demens har man udarbejdet en lang række fakta-ark om de enkelte sygdomme, som du kan tilgå gennem linket nedenfor. Fakta-arkene beskriver kort de hyppigste demenssygdomme, symptomer, medicinsk behandling, pleje og omsorg. Udvalgte fakta-ark findes også på engelsk, urdu, arabisk, polsk, farsi, tyrkisk og serbisk/kroatisk/bosnisk.
Medicinsk behandling
Der findes desværre ikke i dag lægemidler, som kan stoppe udviklingen af en demenssygdom. Men der findes lægemidler mod demens, som kan have en stabiliserende virkning på det kognitive funktionsniveau, den praktiske funktionsevne i hverdagen og den generelle tilstand hos et menneske med demens. På Nationalt Videnscenter for Demens kan du læse mere om medicinsk behandling af demenssymptomer.