Foredrag - Freddy Meyer

"Gå gladere hjem fra arbejde end da du kom" sådan indledte foredragsholder Freddy Meyer sit underholdende og inspirerende foredrag, da han torsdag den 24. marts 2022 besøgte Nakskov Teatersal.
Arrangementet var for alle ansatte i Center for Handicap, Familiecenter Toftegård, Center for Socialpsykiatri og Rusmidler & Neuropædagogik, som sammen med Socialpædagogernes Initiativpulje havde stablet dette arrangement på benene.

På denne skønne aften var 220 ansatte mødt op for at høre Freddy Meyer’s foredrag ”Gå gladere hjem fra arbejde end da du kom”. Det var et intensivt og underholdende foredrag, som omhandlede arbejdsglæde, ”surstrålere” og konflikthåndtering.

En “surstråler”

Surstråleren var blot ét, ud af mange begreber, som Freddy Meyer satte spot på under aftenens foredrag. Begrebet ”surstråler” er en person som dræner sine omgivelser for energi, med sin negative attitude. De er dyre at have på en arbejdsplads og det er ikke blot i kroner og ører, men de koster også på deres omgivelsers arbejdsglæde.

“Din attitude er ikke en privat sag, og hvem har givet dig retten til at stråle surt?”
– Freddy Meyer

Vi mennesker påvirker hinanden, og på den baggrund blev det under foredraget slået fast, at ens attitude ikke er en privatsag. Vi skal hver især tænke over, at når vi er sammen med andre mennesker, hvad bidrager vi så selv med? Alle kan have en dårlig dag, men det berettiger ikke andre til, at de kan berøve andres arbejdsglæde.

Publikum set fra ryggen i Nakskov Teatersal

En inspirerende aften

Gennem foredraget var der et utal af gode budskaber heriblandt:
Vi skal huske at være lyttende og anerkendende og rumme hinandens forskelligheder og sidst men ikke mindst, så har vi alle sammen et fælles ansvar til at bidrage til hinandens arbejdsglæde på vores arbejdsplads.

Alt i alt en fantastisk aften, hvor vi alle gik gladere hjem end da vi kom…