Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Fast læge på Center for Handicaps botilbud skaber tryghed og styrker sundheden

Beboerne på Center for Handicaps fire botilbud skal have lettere og mere direkte adgang til sundhedsfaglig hjælp og rådgivning i hverdagen. Fremover er der derfor tilknyttet en fast læge på Krogsbølleparken, Stormarken 1-5, Flintebjerg Nord/Syd og Flintebjerg Øst/Vest.

Lolland Kommune har indgået en aftale med læge Thomas Preisler fra Almen Lægeklinik i Nakskov og læge Barbara Tyczynska fra Lægehuset Rødby om fast at komme på Center for Handicaps botilbud. Thomas Preisler dækker botilbuddene i Nakskov, mens Barbara Tyczynska dækker Flintebjerg-matriklerne i Holeby. Aftalerne er indgået hen over sommeren og trådte i kraft den 1. oktober 2025.

Den faste læge er en naturlig del af hverdagen i botilbuddene og opbygger et indgående kendskab til den enkelte beboers helbred og livssituation. Det øger chancen for at opdage små tegn på forandringer i helbredet tidligere og reagere hurtigt, før problemer udvikler sig. Mange af beboerne på botilbuddene har komplekse fysiske og psykiske udfordringer, og for dem er det afgørende, at sundhedsindsatsen er tæt på og tilpasset deres behov, fortæller Kathrine Brønnes, som er leder af Center for Handicap.

”Vores beboere oplever ofte udfordringer i mødet med sundhedsvæsenet, og for dem gør det en markant forskel, at de nu bliver mødt af den samme læge, og at lægen fast kommer i huset. Det betyder, at de lærer hinanden godt at kende og kan opbygge et tillidsforhold, som gør det muligt at tage bedre og hurtigere hånd om sundhedsmæssige udfordringer. Samtidig får vores personale også adgang til faglig sparring og undervisning, så de bliver bedre rustet til det daglige arbejde med at fremme beboernes sundhed,” siger hun.

Ordningen er en del af en landsdækkende målsætning, hvor 250 botilbud i Danmark skal have en fast tilknyttet læge inden udgangen af 2025. Målet er at sikre mere lighed i sundhed og styrke kvaliteten af den sundhedsfaglige indsats på landets botilbud.

”Alle skal have adgang til den nødvendige sundhedsfaglige hjælp, uanset hvilke udfordringer de lever med. Med faste læger på botilbuddene sikrer vi, at nogle af de mest sårbare borgere i vores samfund får en mere tryg og sammenhængende kontakt til sundhedsvæsenet. Her er ikke bare tale om en administrativ ændring, men om en reel forbedring af beboernes livskvalitet og et vigtigt skridt mod et mere retfærdigt og inkluderende sundhedssystem,” udtaler Vibeke Grave, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune.

Faktaark om aftale om faste botilbudslæger som en del af overenskomst 2025 for praktiserende læger

Andre nyheder

Center for Handicap

Nørrevold 1A
4900 Nakskov

cfh-kontakt@lolland.dk

Kontorets åbninstider

Mandag - torsdag08:00 - 15:30
Fredag08:00 - 13:00

Nyttige links