---
title: "Borgmesterbesøg sætter fokus på konsekvenserne af manglende ledsagelse til sårbare borgere"
description: "Borgmesterbesøg sætter fokus på konsekvenserne af manglende ledsagelse til sårbare borgere"
date: "2026-08-06"
created: "2026-08-06"
---

[Hjem](https://centerforhandicap.lolland.dk/)

                    [Nyheder](https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder)

                [Borgmesterbesøg sætter fokus på konsekvenserne af manglende ledsagelse til sårbare borgere](https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/borgmesterbesoeg-saetter-fokus-paa-konsekvenserne-af-manglende-ledsagelse-til-saarbare-borgere)

# Borgmesterbesøg sætter fokus på konsekvenserne af manglende ledsagelse til sårbare borgere

            Del indhold
            Link kopieret

**Borgmesterbesøg sætter fokus på konsekvenserne af manglende ledsagelse til sårbare borgere**

Borgmester i Lolland Kommune, Marie-Louise Brehm Nielsen, har i dag været på besøg i Center for Handicap. Besøget skete på baggrund af et ønske fra både personale og ledelse for at belyse en gennemgående udfordring i hverdagen: Det pædagogiske personale oplever alt for ofte at få afslag på at ledsage §85-borgere til afgørende aftaler hos eksempelvis læge, sygehus, jobcenter og domstole.

Kernen i problematikken er et spørgsmål om sektoransvar. Sektoransvarsprincippet går ud på, at det er den pågældende instans – for eksempel et sygehus – der skal betale for ledsagelsen. I praksis oplever vi dog ofte, at dette afvises. Det skaber en tung og bureaukratisk proces i en arbejdsdag, hvor udgangspunktet ganske enkelt er, at man gerne vil hjælpe borgerne bedst muligt.

For borgere med kognitive eller psykiske udfordringer betyder den manglende ledsagelse, at de lades alene i situationer, hvor de kan have svært ved at formulere symptomer, forstå faglige forklaringer og træffe informerede valg. Konsekvenserne af dette er alvorlige og spænder over alt fra fejlmedicinering og ubehandlet sygdom til udeblivelser i straffesager – noget der i sidste ende truer borgernes retssikkerhed og den generelle sundhedslighed.

*”Vi står med en problematik, der både er kompleks og dybt bekymrende. Vi oplever, at nogle af vores mest sårbare borgere ikke får den nødvendige støtte i situationer, der har afgørende betydning for deres sundhed, retssikkerhed og livssituation. Samtidig ved vi også, at dette ikke er en problemstilling, som Lolland Kommune kan løse alene,”* siger Kathrine Brønnes, centerleder i Center for Handicap.

**Virkeligheden bag paragrafferne**
For at få et konkret indblik i mennesket bag sagsmapperne, talte borgmesteren efterfølgende med et par af borgerne. For en af dem, Michael Pedersen, foregik besøget privat. Michael er netop §85-borger, og over en kop hjemmemalet kaffe fik han og borgmesteren en ærlig drøftelse af, hvad han helt specifikt har brug for af støtte i forlængelse af de udfordringer, personalet har italesat.

Fra hele Center for Handicap skal der lyde en stor tak for besøget. Vi er utrolig glade for, at borgmesteren prioriterede at tage sig tid til at komme forbi for at lytte nærværende til både medarbejdernes og borgernes oplevelser.

*”Man kan ikke undgå at blive smittet af den begejstring og det store engagement, jeg møder hos medarbejdere med høj faglighed og omsorg for nogle af de borgere i Lolland Kommune, som har det allersværest og har brug for vores hjælp,”* siger Marie-Louise Brehm Nielsen afslutningsvist efter dagens besøg.

![](https://centerforhandicap.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/52a8c17f-b4ab-49f1-b129-85e2b1e354e1?width=800)

![](https://centerforhandicap.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/514ffce9-bca6-48fc-acfc-7e92875694af?width=800)

![](https://centerforhandicap.lolland.dk/i/MOLIRIMEDIA/a99b9523-3c36-412e-9168-4473665dd14e?width=800)

Man kan ikke undgå at blive smittet af den begejstring og det store engagement, jeg møder hos medarbejdere med høj faglighed og omsorg for nogle af de borgere i Lolland Kommune, som har det allersværest og har brug for vores hjælp,

                Borgmester i Lolland Kommune, Marie-Louise Brehm Nielsen

## Andre nyheder

            https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/borgmesterbesoeg-saetter-fokus-paa-konsekvenserne-af-manglende-ledsagelse-til-saarbare-borgere

            https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/nye-busser-styrker-mobiliteten-og-faellesskabet-i-a-huset

            https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/cfh-deltog-i-ladywalk-2026

            https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/brugerraadet-saetter-dagsordenen-rejsekort-udfordringer-tages-op-i-byraadet

            https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/nye-projektledere-skruer-op-for-ambitionerne-investering-i-kompetencer-er-investering-i-fremtiden

            https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/fra-teori-til-praksis-vi-goer-laering-levende

            https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/fast-laege-paa-center-for-handicaps-botilbud-skaber-tryghed-og-styrker-sundheden

            https://centerforhandicap.lolland.dk/nyheder/stu-har-vundet-julekonkurrence-fra-foedevarebanken
