Projekt LA2u

I Center for Handicap arbejder vi kontinuerligt på at forbedre vores faglighed og vores metodevalg, til gavn for både borgere og medarbejdere. Med den baggrund deltager 2 botilbud i Center for Handicap fra januar 2022 til januar 2024 i et projekt der drives af Socialstyrelsen. Projektet ”LA2u – Forebyggelse af magtanvendelser og voldsomme episoder på botilbud for mennesker med udviklingshæmning” har til formål at afprøve tilgangen og metodik i LA2. Intentionen med tilgangen er at forebygge voldsomme episoder gennem inddragelse af borgerens egne erfaringer, håb og drømme.

LA2, som bygger på et fundament af low arousal og recovery, er først og fremmest et samtale- og refleksionsredskab, der har fokus på at forstå borgerens indefra perspektiv. Indefra perspektiv er for eksempel borgerens egen oplevelse af trivsel, af egne ressourcer, af netværk, belastninger og mestringsstrategier. LA2u er undersøgelsen af hvorvidt tilgangen, med tilpasninger og justeringer, også kan benyttes til kognitivt svagt fungerende borgere.

medarbejdere som sidder i et mødelokale og taler sammen

Undervisning, forandring og forankring som projektaktiviteter

Center for Handicap skal over en 2 årig periode modtage undervisning i tilgangen, afprøve metoden i tilgangen, bidrage med målinger og data til Socialstyrelsen og bidrage med viden om tilgangen i praksis. Målet er, at fremme trivsel og mestringsevne, ved kontinuerligt at have borgerens perspektiv for øje og dermed sikre borgerafsættet i hverdagen.

Medarbejderne i de to botilbud har deltaget i 4 af de 6 undervisningsgange og medarbejderne arbejder sideløbende i botilbuddene med refleksioner, trivselsplaner for borgere og at foretage intern kompetenceudvikling om tilgangen og metodikken. Fagligheden er i højsædet, når der arbejdes med at ændre på mønstre, tankegange, perspektiver og adfærd i medarbejdergruppen.

I alt arbejdes der lige nu ud fra 7 konkrete indsatsområder, som skal føre til at tilgangen ikke kun afprøves, men også bliver en helt naturlig del af det pædagogiske arbejde i botilbuddene. Tilgangen skal på sigt bredes ud til flere botilbud i Center for Handicap. Borgere og medarbejdere fra de to deltagende botilbud er derfor forgangsmænd for et spændende arbejde, der bygger på en bevidst tilstræbelse på at forstå borgerperspektivet.

""